Peter Guldager Dahl

DescriptionJeg er årgang 1976, uddannet teolog og arbejder som Team Lead og Senior Editor på forlaget bag Studienet.dk.

En gang skrev jeg ting og sager på nettet. Nogle af disse findes på min blogkirkegård.

Har du et tip om noget, jeg kan rive i?

Jeg ser mig om efter nye udfordringer. Hvis du har eller kender til et job, opgaver eller en arbejdsgiver, som kunne passe mig, så vil jeg gerne høre fra dig.

Jeg er teolog, men kan meget mere end mit fadervor. Mine kompetencer ligger inden for online formidling, udarbejdelse og redigering af tekster, SEO og mange andre ting, som du kan se på LinkedIn.

Skriv en mail, hvis du har et tip eller andet relevant på hej@pgdahl.dk. Du kan selvfølgelig også kontakte mig på LinkedIn.

/Peter

Klik og læs, hvorfor du skal hyre en teolog

cand.hvad?

cand.hvad?

Der er ikke så mange arbejdsgivere uden for kirken og det kirkelige landskab, der averterer efter teologer. Desværre. For det skulle de overveje at gøre, En kandidatuddannelse i teologi er nemlig langt bredere, end de fleste tror.

De dage er forbi, hvor Teologisk Fakultet[1] lå i Aarhus Universitets hovedbygning, ovenikøbet i lokalerne tættest på indgangen, som et minde om, at teologien var fordums hoveddisciplin; en port ind i den akademiske verden. Og de dage er også forbi, hvor retten til at betegne sig candidatus theologiae gav adgang til langt flere forskellige positioner end blot kirkens prædikestol. For dengang vidste alle, at en teologisk uddannelse er lig med en generalistisk uddannelse i humanistiske og akademiske dyder.

Den teologiske uddannelse er stadig en generalist-uddannelse. Det er ikke bare et 6-årigt, statsfinansieret bibelstudie, men et studie, der breder sig over mange discipliner. Igennem mit eget studie har jeg tilegnet mig kompetencer indenfor klassisk og semitisk filologi, filosofi og idéhistorie, historisk metode og kildekritik og sågar arkæologisk metode og litterær analyse. Hertil kommer selvfølgelig de mere specialiserede områder inden for systematikken - etik, religionsfilosofi og dogmatik - samt, selvfølgelig, de eksegetiske fag.

Eksegesen er den disciplin, der beskæftiger sig med at læse de bibelske skrifter på originalsprogene og udlægge dem på nutidsdansk. De fleste arbejdsgivere lægger vægt på gode analytiske evner, sans for detaljen og en evne til at kommunikere budskabet enkelt og tydeligt. Dermed vil de fleste arbejdsgivere kunne få glæde af at få en ekseget i deres brød.

Med andre ord, kære arbejdsgiver, hvadenten du er en offentlig eller en privat virksomhed, så skulle du tage og ansætte en teolog. Vi kan meget mere end vores fadervor.

© Peter Guldager Dahl, Oktober 2014

[1] Det var dengang, der overhovedet var et selvstændigt Teologisk Fakultet i Århus. Det blev nedlagt i 2011.

YNWA